Velkommen

I FDF møder vi børn og unge med fantasi, fællesskab og en kristen holdning til livet. Vores kerneaktiviteter er bl.a. friluftsliv, musik og leg.

Alt det praktiske...

Kontingent 

Kontingentfrihed for 0-4 årige.

FDFs Landsmøde vedtog i 2014 en forsøgsordning i forhold til kontingent for medlemmer af FDF i alderen 0-4 år. Denne forsøgsordning blev forlænget af Landsmødet 2016 til 2018.
Dette er gjort for at sikre, at kredsene får meldt alle medlemmer ind og dermed ikke får forskellige medlemstyper, og at de "nye" medlemmer vil øge kredsens ret til lokaletilskud.  
Praktisk betyder det, at medlemmer af FDF i alderen 0-4 år ikke betaler kontingent til Landsforbundet.
Kredsene kan således registrere børnene i medlemssystemet Carla og skal kun betale de 75 kroner i årlig kontingent til kredsen, som vedtægterne foreskriver.

Voksne kan også meldes ind i FDF. Deres kontingent fastsættes i så fald fuldstændig af den lokale kreds.

Nogle kredse vælger at kvittere for indmeldelsen med en særlig FDF Familie t-shirt eller en sangbog, man kan bruge til møderne.

 

Mødeplanlægning

Hvor ofte skal man mødes i FDF Familie?

Det kan være svært at vurdere, hvor ofte det giver mening at mødes i familieklassen.
Men erfaringerne fra de kredse, som har lavet familiearbejde i længere tid viser, at det giver mest mening at mødes 10-12 gange om året - og så deltage, når kredsen har fællesarrangementer.
På den måde mødes man ofte nok til at fastholde interessen, uden at det bliver en belastning for en travl børnefamilie at skulle afsted.

Overvej, hvem der står for møderne. Er der en "normal" FDF-leder, som lægger programmet? Eller kan man dele ansvaret ud til de familier, som melder sig til?

Og vigtigt: hvordan forholder I jer til de voksne, som deltager? De fleste af os er ikke vant til at stå foran andre voksne og "bestemme". Så en forventnings-aftemning er en rigtig god ide for at forebygge misforståelser og dårlige oplevelser imellem de voksne.

 

Skjorte eller ej? 

Når vi mødes i FDF, er FDF-skjorten det synlige tegn på fællesskabet. Men måske giver det mindre mening, når man samles med små børn, som ikke mødes så ofte og hurtigt vokser ud af sådan nogle skjorter. De voksne kan måske også finde det grænseoverskridende at blive puttet i en forbundsskjorte i et af deres første møder med FDF.
Men måske er en FDF-tshirt med jeres helt eget logo en ide? Så man har noget med sig hjem hver gang - og som man kan tage på i børnehaven og vise frem.

Er I en integreret del af kredsen, som bruger skjorten hver gang, I mødes, er det naturligvis bare på med den. Det er helt op til jer.

 

Sparring 

Hvis I går helt i stå og har brug for hjælp fra en anden kreds, som måske har stået med samme udfordringer som jer - så kig forbi Facebook, hvor I i gruppen FDF Familie kan stille alle de spørgsmål, som trænger sig på - og få hjælp. I er også altid velkomne til at kontakte jeres lokale forbundssekretær.